Villy og Ejendomsretten

Ejendomsretten er stadig aktuel, Villy

Villy Søvndal er i de seneste par måneder kommet med en række ganske overraskende udtalelser om ejendomsret og kapitalisme. Nyhedsavisen kunne 1. maj referere SFs formand for at sige, at SF ikke længere er modstander af kapitalismen, og i et interview i Weekendavisen, slog Villy Søvndal tidligere fast at ”et opgør med ejendomsretten til produktionsmidlerne” ikke længere er på SFs dagsorden.

Det er både overraskende og bekymrende, at SFs ledelse er kommet til den konklusion, at det ikke længere er et aktuelt spørgsmål for socialister og venstreorienterede, hvem der ejer og kontrollerer produktionen i vores samfund.

Det kan selvfølgelig umiddelbart lyde lidt gammeldags at ønske et “opgør med ejendomsretten til produktionsmidlerne”. Man forestiller sig måske umiddelbart cigarrygende revolutionære indtog i Havanna efterfølgende nationalisering af sukkerplantager og andre industrier.

Men spørgsmålet om ejendomsretten til produktionen er ikke først og fremmest et spørgsmål om en fjern socialistisk fremtid. Det er tværtimod et spørgsmål, der konstant er aktuelt i den politiske debat – debatten om hvad der er ejet af fælleskabet og hvad der er på private hænder.

For det kan godt være, at Villy Søvndal har opgivet opgøret om ejendomsretten til produktionsmidlerne, men det har de borgerlige partier og ideologer absolut ikke. De har tvært imod fuld gang i et opgør med samfundets ejendomsret til en række vigtige sektorer. Vi har i de sidste 10-20 år oplevet, hvordan Danmark og andre vestlige lande med rekordfart har solgt samfundsejet produktion til private selskaber. Postvæsen, telekommunikation, energiforsyning, transportsektor og andre dele af produktionen, der tidligere har været samfundseje er i dag helt eller delvist privatiseret.

Jamen, vil nogen måske indvende, privatiseringer kan da være en god idé - det kan jo effektivisere og sikre lavere priser. Men dette har jo netop ikke været tilfældet. Over én kam er priserne steget og servicen er også mange steder forringet. Og det er jo ikke underligt - for det afkast som de nye ejere skal have - betales jo af os forbrugere.

Men dette er ikke det værste ved overgangen til privateje. Det værste er, at vi som borgere mister indflydelse. Offentligt ejede virksomheder kan styres demokratisk ud fra hvad, der gavner samfundet bedst på kort og langt sigt. Når private overtager, går samfundshensynet fløjten til fordel for det der er private virksomheders opgave - nemlig at skabe det størst mulige overskud til aktionærerne.

Et godt eksempel på konsekvenserne af at flytte virksomheder til privateje er børsnoteringen af det statslige energi-selskab DONG. Folketinget har valgt at gøre DONG til et børsnoteret aktieselskab. Det betyder, at DONG skal drives forretningsmæssigt og at målsætningen bliver, at skabe det størst mulige overskud. Og konsekvenserne er allerede før børsnoteringen slået igennem. For at gøre DONG så attraktiv så muligt for investorerne, har selskabet opgivet at investere i en stor vindmøllepark og i stedet investeret i et forurenende kulkraftværk i Tyskland.

Når alle skriger på en indsats for at bremse klimapåvirkningen er det da toptåbeligt, at vi sælger vores største energiselskab, og dermed spiller os et vigtigt klimapolitisk kort af hånden. DONG kunne været blevet et vigtigt redskab til at fremme vedvarende energi - men sådan skulle det ikke være.

Desværre er der intet der tyder på, at privatiseringsbølgen er ved at stoppe. Inden for sygehusvæsnet oplever vi en snigende privatisering som følge af regeringens behandlingsgaranti. Ifølge vores nuværende undervisningsminister Bertel Haarder skal også undervisningssektoren forberede sig på at private leverandører kommer på banen. Og senest er det foreslået at vores veje og broer skal privatiseres.

Kort sagt: Der foregår uanset om Villy vil det eller ej i disse år et markant opgør om ejerskabet til samfundets produktionsmidler. Et opgør mellem samfundseje og dermed demokratisk indflydelse, og privateje. Samtidig oplever vi hvordan det private ejerskab til produktionsmidlerne koncentreres på færre og færre enorme og hovedrige selskaber - som dermed får enorm indflydelse - uden at være valgt af nogen.

På den baggrund virker Villy Søvndals udtalelse hovedløs. Man kunne tro at Villy bare var blevet lidt svimmel af al den popularitet. Men det er nok desværre ikke tilfældet - for hans udtalelse hænger meget godt sammen med den politik som SF fører. SF stemmer f.eks. sammen med regeringen for den føromtalte privatisering af DONG. Og SF borgmestre rundt omkring i landet har også stået i spidsen for privatisering og udlicitering.

Det er egentlig pudsigt, at SFs ledelse ikke ser noget problem i at flytte ejendom fra offentligt til privat eje, men samtidig nu fuldstændig afviser, at ejendomsretten også kunne flyttes den anden vej – fra privat til offentlig.

Samfundsejet produktion, vil i sin natur være mere velegnet til at tage langsigtede samfundsmæssige hensyn f.eks. i forhold til miljø og arbejdsvilkår. Simpelthen fordi det samfundsmæssigt kan betale sig. At samfundsejet produktion skulle være mindre produktiv end privatejet, som Villy Søvndal i sine udtalelser antyder, er en myte, der dagligt modbevises i den offentlige sektor, som på trods af årelang smalhans, dagligt leverer varen.

Selvfølgelig skal socialistiske og venstreorienterede idéer hele tiden udfordres, fornyes og gentænkes. Men barnet skal ikke skylles ud med badevandet. Og spørgsmålet om hvem, der ejer og dermed har indflydelse på vores veje, energiforsyning, uddannelses- og omsorgssektor , men også vores vare- og service-produktion, vil altid være et helt centralt spørgsmål for alle der kalder sig selv for venstreorienterede.

Så kære Villy: Kom igen. Hvis vores demokrati ikke skal udvikle sig til det rene administrationskontor for markedets interesser har vi brug for dig og SF i kampen for et mere demokratisk og socialistisk samfund. Det er alt for tidligt at resignere.

Frank Aaen, MF for Enhedslisten

Pelle Dragsted, medarbejder i Enhedslistens folketingssekretariat

Ingen kommentarer: